Takker Lars Lilholt band for i år

Når nogen begynder at snakke om idoler og folk de ser op til, så kommer jeg altid til at tænke på en bestemt person, nemlig Lars Lilholt. I min verden er han indbegrebet af alt der er trygt og godt, jeg elsker hans sange og historie, og jeg har stor respekt for ham som person, som jeg har fået kendskab til gennem musikken og hans biografi.
Jeg startede med at høre ham, da jeg var barn, hvor min faster blidt serverede musikken for mig, og jeg elskede det ret hurtigt, så han blev en oase i min ellers lidt turbulente  barndom og ungdom, ligemeget hvad der væltede, så var Lilholts musik altid et fast element i min verden. Desuden var det noget, jeg hørte og oplevede sammen med min faster og hendes familie, så det blev nok automatisk kædet sammen til at være det sikre, gode og trygge. Når han først står på scenen, breder der sig en ro over mig, og jeg følger troligt med i hans ord og fortællinger, hvor han fortæller om det nære og det fjerne, kærlighed og had alt sammen på en måde, som de fleste kan forstå og forholde sig til.

Tom, Lars og Gert

I år var så heller ingen undtagelse for vores indtagelse af publikumspladserne til Lilholts koncerter, heldigvis, for det er noget jeg aldrig bliver træt af, netop at stå oppe foran og lade sig indfange i universet af magiske toner og forførende ord.
Blandt andet koncerten i Meilgaard husker jeg som en meget våd fornøjelse, men selvfølgelig havde Lars endnu engang hans forbindelser i orden, så da bandet gik på scenen, så slukkede vejrguderne for hanerne. Aftenen blev hurtigt præget af de skønne sange med den sædvanlige dybde og indlevelse fra både band og publikum. I og med at det havde pisset nede i al den tid, vi havde stået  og ventet på Lilholterne, så var alle mand efterhånden godt gennemblødte, det betød dog også, at bandet skulle arbejdede lidt hårdere for at få os helt op i gear, mens selvfølgelig lykkedes det. Personligt forsvandt jeg helt, da de fyrede Jens Langkniv sangen af, der fik jeg straks vidunderlige mentale billeder til den jyske hede med en følelse af frihed og lykke.
Da de så spillede Et folk et menneske, ramte den mig ekstra dybt i kraft af begivenhederne i Norge, som var sket samme aften, det var så stort og vanvittig smuk, og Lars sang, som vi alle gerne ville have sunget. Et øjeblik føltes det, som vi var en gruppe, der bare sang for fred. Overfortolkning måske, men jeg er romantiker, hvad kan jeg sige.
Dette er jo blot en af koncerterne, i og for sig fortjener hver enkelt koncert sin helt egen beskrivelse, for hver koncert er noget unik og specielt – En lykkefølelse og et rus, som er helt ubeskrivelig, vores helt eget narkotika, som er aldeles vanedannende og  noget du aldrig bliver træt af.

Eskild, Lars og Kristian

Tiden og ordene er desværre ikke nok til at beskrive alle de vidunderlige øjeblikke, jeg har fået i årets løb under Lilholt kyndige varetægt. Det har været en uforglemmelig rejse, hvor mine tro følgesvende har være en stor del af det, for uden dem var det jo slet ikke det samme, der ikke noget som at stå med armene omkring hinandens skuldre og synge med på de smukke ord fra den sidste sang fra den store forkromede scene.

Så jeg takker Lars Lilholt Band, publikummerne og min dejlige familie for en pragtfuld sommer med nogle ganske enestående oplevelser, der helt sikkert vil hjælpe mig igennem vinterens tunge mørke.

Takker sømændene for i år.

De glade sømænd er kommet for at blive! Det skrev jeg vist også i det sidste indlæg, men her et par koncerter senere, er det ikke blevet mindre rigtigt, generelt er jeg lidt bange for, at der vil forekomme en del gentagelser i denne lille skrivelse, men bær over med mig, ordene vil ud.
Disse gutter formår gang på gang at hive stemningen op på uanede højder, ligegyldigt om scenen er dekoreret med alt godt fra skuret derhjemme eller et smart designet bagtæppe og andre smart udstyr. De har klaret kunsten at blive store, uden de blev højrøvede samtidig, blandt andet er der næsten altid den samme forbindelse mellem band og publikum. De går på scenen, som de er, og det hele virker naturligt og sjovt for dem, så publikum slapper af og bare følger med i legen.

Der blev danset og festet...

Musikken er den samme og alligevel forandre den sig hele tiden, der bliver føjet små elementer til, som gør hver koncert ganske unik. Der er de gode gamle sømandssange, hvor man får et strejf af noget gammelt og traditionelt, samtidig med at man snuser en smule til tanken om frihed og de store vidder. Der er også de nye sange, her har Mary Celeste imponeret mig, den er så velskrevet og veludført, at man nærmest får tårer i øjnene, når man høre den. Nu har jeg også smug lyttet lidt til den på DGSs (nye) app, og jeg bliver lige forført og imponeret hver gang. Når bandet synger koret og Kaptajnen starter sin sang, bygger de langsomt et universet op for os og leder os ind i sangen, så den både kan føles og huskes. Matrosen fører an på klaveret i denne sang, som for øvrigt også er et af de nyere elementer, det lyder fedt, og det passer rigtig godt ind i de andre instrumenter. Det er dog en skam, at den er gemt lidt af vejen ovre i siden, tit synes jeg, at man lidt glemmer at holde øje med den, på trods af den fede lyd og matrosens evner på dette smukke instrument.

Er der noget, der imponere mig, så er det når musikere bytter instrumenter, jeg synes, at det er sådan en gennemført overskudshandling, som endnu engang beviser, at de er mere end bare en “god røv og et godt smil”. Selvfølgelig kan DGS også det, i år så vi kaptajnen overtage trommerne, og han gjorde det rigtig godt, jeg stod i hvert fald tilbage og var helt overrumplet, hvem skulle have troet? Men han kunne, og han gør det rigtig godt, så min bøn vil bare være: “Mere af det, tak”.

Udover alle disse ting, som jo i sig selv er ganske enestående, så er der jo alle de små ting, som gør, at man endnu engang glæder sig til næste koncert. De ting, som man ikke lige kan nævne, som alligevel kræves, for at det hele er helt rigtigt. Nu har jeg været til musik mange steder i landet, og typisk så er det ikke helt ligegyldig, hvor man befinder sig, rent geografisk, publikum er mere eller mindre afdæmpede alt efter, hvor du befinder dig, men med DGS er der sjældent nogen forskel, de skaber en fest, ligegyldig hvor de er.

Feststemning i Rødding

Så til slut vil jeg sende en tak til DGS, alle de dejlige publikummer, som gør koncerterne til den fest, det altid ender med at blive og  mine musikalske soulmates for nogle skønne oplevelser.
Hvis du nu stadig ikke har oplevet De glade sømænd live, så spring dog på vognen næste gang du ser et opslag,  du ved slet ikke, hvad der venter dig.

De glade sømænd indtog atter Ålborg

 

 

I torsdags var min kusine og jeg til koncert på Skråen i Ålborg. Det var dog efter lange overvejelser, at vi overhovedet kom af sted, da vi dels syntes, at billetprisen på 165 + gebyr var lidt meget for et band, vi ikke før har betalt for at se, og dels synes vi, at tidspunktet, at det var torsdag aften, kunne risikere at begrænse publikummernes fremmøde OG dermed lægge en dæmper på stemningen. Begge dele blev dog hurtigt gjort til skamme,  jeg sidder nu tilbage og er rigtig glad for, at vi tog af sted.

Efter at have kørt Ålborg tyndt et par gange, gennem de gader der ikke havde set ret meget til en sneplov, fandt vi endelig Nordkraft, som jo er Ålborgs ”nye” kultursted,  hvor Skråen også er beliggende. Næste problem var så at finde en parkeringsplads, for det viste sig, at Nordkraft ingen p-pladser har. Vi endte med at holde i en lille sidegade, hvor der var kørt noget sne ned, så vi kunne få golfien presset ind. Nu kunne vi endelig bevæge os indendøre.
Lidt over tid startede koncerten så, og vi startede med bedstemor sættet, eller det rolige sæt, som sømændene så diplomatisk kaldte det, og 2. sæt blev så det mere rockede. 1. sæt var et væld af sing-a-long-songs, som folk lystigt sang med på. Folk var heller ikke sene om at tage armkrog og “sejle med” til “Solskin om bord” – en diciplin som vi jyder åbenbart mestre ret godt, jeg var nu også lidt imponeret, da jeg sad der på sidelinien og spejdede ud over publikum, som fra første til sidste række var med. Det var et betagende syn, og jeg kan kun forestille mig, at sømændene også var lidt benorvet over dette syn også - de havde da i hvert fald publikum med.
Netop publikum var denne aften en meget broget forsamling, som vel nok er et af kendetegnene for De glade sømænds tilhængere. Det var alle aldre, der var med, og det var alle aldre, der lystigt skrålede med. Dog lagde jeg mærke til, at da den yngre del af salen rejste sig og gik op for at stå lige foran scenen, var det en lidt tavs ældre del, der sad tilbage på stolene. Selvfølgelig var der også unge, der sad tilbage, men jeg syntes alligevel, at jeg fornemmede, at der ikke helt var den samme begejstring for 2. sæt som for 1. sæt blandt denne del af publikummerne, måske var det rockede for rocket til nogen, jeg ved det ikke. Det kunne måske også skyldes, at salen er meget bred, så det kan være svært for bandet at nå helt ud bagved, når der var denne form for mur imellem dem. Det er, efter min mening, når bandet og publikum når en form for samhørighed, at liveoplevelsen virkelig er noget ved. Det at man, som publikummer, føler, at man på en eller anden måde gør en forskel, betyder en større medlevelse og engagement i koncerten. Ofte har jeg også oplevet, at det også kan være en ond spiral, hvis enten publikum eller bandet ikke formår at skabe denne kontakt. Personligt synes jeg ikke at det var noget problem, idet der var plads til at alle kunne hygge sig og være med på hver deres niveau. Når De glade sømænd indtager scenen, formår de at putte musik af mange forskellige genre, performances og apperances ind under den samme brede hat: Sømænd. Der er noget, der holder, og det er helt unikt - i min verden i hvert fald.
I torsdags sad jeg igen og blev helt væk i hele sceneriet, da musikken bragede af sted. De formåede, at få alle pigerne til at blive forelsket i en sømænd, og mændene til at ønske, at de var en. Deres stigende success var denne aften også til at tage og føle på. Så vidt jeg ved, var det den første koncert, hvor publikum kun havde betalt for at se dem, dette i sig selv er kanon flot, men at det så også er for fulde huse en torsdag aften i Ålborg er endnu mere imponerende.

Samlet set blev det en fantastisk aften og den fedeste live oplevelse. Jeg er og bliver imponeret over disse københavnske gutter, der gladeligt tager landet rundt og underholder os, mens de stadig har jobs og studier at passe. Deres engagement og musikalitet er der ingen tvivl om, og det bliver helt sikkert kun større for deres vedkommende. For os andre, må vi blot med længsel glæde os til næste gang De glade sømænd går i havn i Jylland.